Projekt 5

http://projekt5.ceciliedeneergaard.dk/

Til dette projekt skulle vi udvikle en brugergrænseflade samt tilhørende indhold til Hesselgaard Glamping. Som det første skulle vi på virksomhedsbesøg hos Hesselgaard, hvor vi blev introduceret til virksomhedens koncept, samt hvad klienten godt kunne tænke sig at vi kunne arbejde på ift. “udvidelsen” af rummet som en del af forretningsmodellen. Mens vi var til virksomhedsbesøget blev vi også introduceret for selve opgaven og fik en rundvisningen på grunden, selvom glampingteltene ikke var slået op.

Da vi kom tilbage til Odense mødtes vi i gruppen og fik ordnet gruppekontrakt, interessentanalyse og risikoanalyse. Til dette brugte vi også lidt vores erfaringer fra sidste projekt, hvor vi også skulle lave risiko- og interessentanalyse og det tog derfor ikke så lang tid. Vi aftalte også her hvem der skulle være scrum-master (som blev mig), og hvem der skulle være projektleder (Nima). Da jeg kom hjem skrev jeg hele backlog’en ned, og forsøgte at skabe et overblik over sprints og deres indhold ved at udarbejde en projektplan, som vi kunne følge. Jeg valgte at dele sprintene op baseret på Design Thinking for at sørge for, at vi ville holde det forløb (med forbehold for at arbejde iterativt og kunne gå tilbage i processen).

Som det første begyndte vi på dataindsamlingen. For at kunne målrette vores dataindsamling valgte vi at beslutte os for dén retning vi ville gå med på forhånd, som blev at rummet skulle promoveres ift. teambuilding, hvor der i sommerhalvåret ville være mulighed for flere dages ophold, og i vinterhalvåret skulle der vises, at rummet stadig kan bruges til éndagsophold. Vi valgte dette fordi klienten nævnte dette som en mulighed til virksomhedsbesøget. For at påbegynde dataindsamlingen besluttede vi at lave et spørgeskema, som skulle finde ud af, hvad virksomheder foretrækker når de vælger teambuildingaktiviteter. Derfor har svarene hovedsageligt taget udgangspunkt i dem som sørger for at planlægge teambuilding, men inddrager også dem som har medbestemmelse, men ikke står for selve planlægningen, da disse også kan være relevante at markedsføre til for at promovere Hesselgaard til et bredere publikum. Ligeledes arbejdede vi på at fat i nogle, som vi kunne interviewe for også at få nogle mere kvalitative data. Dette viste sig dog at være noget af en udfordring, da næsten alle de virksomheder vi rakte ud til, ikke havde tid til at snakke med os. Dog nævnte flere at de ville svare på spørgsmålene skriftligt, hvis vi sendte dem på mail, men kun én virksomhed svarede på denne mail. Ligeledes fik vi også kun svar fra én virksomhed til et interview. For at supplere valgte vi derfor at få fat i nogle som havde en stilling i den virksomhed de arbejder i, hvor de kunne planlægge teambuilding, men denne gang hos nogle, som havde relationer til gruppemedlemmer. Her kan der selvfølgelig være en del bias, men for at supplere vores dataindsamling så vi det som en nødvendighed. Imens vi ventede på indsamling af primær data begyndte vi på konkurrentanalyse, business model canvas og golden circle (også andre modeller, som vi ikke endte med at implementere) baseret på vores desk research. Ligeledes begyndte vi på analyse af Hesselgaard og deres konkurrenters content på sociale medier for at begynde på en content sweet spot, som vi kunne bruge når vi skulle til at brainstorme.

Da vi begyndte at få hvad vi vurderede var et godt antal spørgeskemarespondenter på spørgeskemaet (omkring 28 på dette tidspunkt), begyndte vi at udarbejde vores primære persona, Maria, som kan ses nedenfor. Hun er baseret på de svar i spørgeskemaet, som svarer at de sørger for planlægningen af teambuilding, samt på interviews med folk i lignende stillinger.

Som det næste begyndte vi på idégenereringsfasen, hvor vi brainstormede på både løsninger til brugergrænsefladen samt på indholdet til sociale medier. Vi syntes alle at det var lidt “forventeligt” at vi skulle arbejde på hjemmesiden og implementere salen på en måde derinde (samtidig med et redesign). Med forventeligt mener jeg, at det ikke rigtigt virkede super realistisk f.eks. at skulle udvikle en app som brugergrænseflade, og det virkede derfor lidt begrænset ift. kreative løsninger på den front. Vi syntes også at det var ret svært at implementere siden samtidig med at det også skulle “hænge sammen” med glamping om sommeren, når teltene er oppe, men også tage vinteren into consideration. Derfor synes jeg også personligt at det var svært at begynde på wireframes, da strukturen var ret uklar for mig. Dog var det alligevel mig der stod for wireframes, mens de andre hver tog et stykke content at skulle lave storyboards til. Da storyboards var færdige før prototypen i Figma arbejdede vi alle lidt på at få prototypen mere i mockup-format til når vi skulle til midtvejspitch.

Til midtvejspitchen præsenterede vi vores visual research, vores persona, vores wireframes/mockup samt vores content-idéer. Som feedback fik vi f.eks. noget at vide om vores banner/hero, og at der gerne skulle være en form for CTA på, for at vise brugeren hvad vi gerne vil have dem til at gøre. Ligeledes var der meget snak om rundede hjørner (generelt, ikke kun for os), men det er noget vi egentlig fik ros for hos klienten, så det har vi valgt at beholde. Ligeledes fik vi at vide, at vi havde mange bokse på vores sider, men at det ikke nødvendigvis gjorde noget.

Da vi om mandagen havde en præsentation for klienten fik vi meget ros for det vi havde lavet, især vores event- og workshopkalender, samt vores luftfotokort at grunden hos Hesselgaard, som viste hvor teltene og salen kunne findes. Dog fik vi her ikke så meget kontruktiv kritik, og havde ikke som sådan noget der skulle laves om/arbejdes videre med.

Her valgte vi at lave en sekundær persona, Caroline, som repræsenterer dem som har medbestemmelse i at planlægge teambuilding.

Efter præsentationen for klienten opdelte vi vores HTML og CSS og fik også opdelt det JavaScript vi ville lave. Herefter arbejdede vi hjemmefra de næste 6 dage, hvor vi skulle arbejde med aflevering og JS. Da vi havde ret mange problemer med GitHub havde vi blevet nødt til at arbejde med HTML og CSS i lokale mapper på vores individuelle computere. Dette gjorde at vi efter en vejledning med Thomas oprettede et nyt repository på GitHub, hvor HTML og CSS så skulle lægges ind på, og vi derefter kunne oprette branches og lave JavaScript i. Dog gik der flere dage hvor index-siden ikke blev lagt ind på GitHub, hvilket gjorde at dem der skulle lave JS herpå, ikke kunne. Det var først da vi mødtes igen (og alt kode + rapport egentlig skulle være færdig), at index blev lagt ind, og at de to der skulle lave JS på det kunne gå i gang. Ligeledes var rapporten ikke lavet færdig, så denne blev også arbejdet på her.

I de sidste dage har vi arbejdet på rapport og fået koden til at fungere. Der har været *rigtig* mange problemer med GitHub, og jeg har skulle lave rettelser mange gange i løbet af den sidste uge. Der er 100% ting i koden, der ikke er optimale, men der er ikke rigtigt mere overskud tilbage i gruppen, til at lave disse ændringer på nuværende tidspunkt. Der er også blevet arbejdet på at få samlet alt rigtigt, samt at de sidste skulle få ordnet deres JS og videoer dertil.

Jeg har fået lavet min video til mit JS, og er blev okay tilfreds med den. Jeg er mere tilfreds med denne end jeg var i P4, selvom jeg stadig synes at den kunne være mere dybdegående med flere fagtermer. Min JavaScript video kan ses herunder:

Refleksion

Dette projekt har været lidt 50/50 for mig. Der har været meget frustrerende perioder, især når aftaler ikke blev overholdt. Dette har været et ret overordnet tema, som har været gennemgående gennem hele projektet. Da deadlines ikke er blevet overholdt har nogle ting været lidt rushet, og har nok kunne være gjort endnu bedre og endnu mere dybdegående. Det har været svært for mig at være i, da det ikke er den tilgang til arbejdet, som jeg er vant til at være i. Dette er klart noget jeg vil tage med videre til fremtidige projekter, hvor dét ikke at overholde gruppekontrakten måske bør have flere konsekvenser.

Det har på den anden side været det projekt, hvor jeg har været mest ovenpå rent mentalt. Jeg føler, at jeg har haft et godt overblik over hvad vi har lavet og hvad vi har skulle lave, og synes at det overordnet har været et ok projekt. Jeg er nogenlunde tilfreds med det produkt vi er kommet frem til, men tror at hvis vi havde haft mere tid, kunne det have være endnu bedre, og synes klart at der der ting, der har “haltet” lidt. Jeg føler nemlig lidt, at vi har skyndt os igennem, og kun fokuseret på de vigtigste ting for at få prototypen at til fungere, hvor vi godt kunne have implementeret flere af undersiderne, da de havde samme layout som sal-siden, hvilket også ville gøre den overordnede oplevelse bedre på hjemmesiden.